Velkommen til gymnastiksæsonen 2024/2025.
I ugeskemaet får du et overblik over de gymnastikhold vi kan tilbyde denne sæson. Længere nede kan du læse mere om de enkelte hold samt tilmelde dig.
Opkrævning for holdene dannes indenfor 24 timer efter tilmelding. Opkrævningen vil blive tilsendt på mail og den vil også fremgå af den tilmeldtes holdsportprofil. Der kan både betales med kort og MobilePay. Tilmeldingen er som udgangspunkt bindende, men er man kommet til at tilmelde sig det forkerte hold, kan vi rykke jer over til det rigtige hold, såfremt der er ledige pladser.
Skulle der være ledige pladser på et hold når sæsonen starter op, er det muligt at prøve holdet af 2 på hinanden efterfølgende træningsgange inden tilmelding. Tilmelding til et børnehold senere end 1. december 2024 er kun efter aftale med instruktøren og gymnastikudvalget pga. indkøb af opvisningsdragter.
Tilmelder du dig på et hold pr. 1. januar og frem, vil det, som udgangspunkt, være til nedsat kontingent
OBS
Når du tilmelder dit barn til et forældre/barn hold, så vær obs på kun at tilmelde dit barn og ikke også dig selv. Kun én forælder pr. barn kan deltage pr. gang. Er det kun dine børn, der har en profil på Holdsport, så opret gerne dig selv på holdsport og læg dine børns profiler ind under din egen profil. Hvis du allerede har en profil på Holdsport, så er det vigtigt, at dine børn er tilføjet under din egen profil.
Instruktører Camilla og Karen
Forældre/barn gymnastikholdet for årgang 2022 er en magisk rejse fyldt med leg, bevægelse og nærvær mellem forælder og barn. Holdet er fyldt med energi og glæde. Vi hopper, bevæger os til musik og udfordrer vores motoriske færdigheder og balance gennem sjove øvelser. Kom og vær med til en aktiv og underholdende time, hvor leg og bevægelse er i centrum.
Første træningsgang er mandag den 26. august 2024.
Instruktører Marianne og Pernille
Miniputholdet er introduktion til gymnastikken gennem bevægelse og leg for tumlinger i følgeskab med en voksen. På holdet vil vi søge at skabe et frirum, hvor børnene inviteres til at udforske kroppens muligheder for herigennem at skabe positive kropserfaringer. Vi vil arbejde med gennemgående temaer, der tager udgangspunkt i kroppens sansesystem, for at styrke den motoriske udvikling. Der vil være tydelig genkendelighed og faste rutiner fra gang til gang. Børnene er naturligvis omdrejningspunktet, men I voksne vil også blive inddraget, så mød gerne op i tøj I kan bevæge jer i.
Første træningsgang er onsdag den 28. august 2024.
Instruktør Carina
På MGP-pigerne skal vi både prøve kræfter med dans, rytme og bevægelse. Vi skal danse til musik vi kender, mærke rytmerne og sætte lette danseserier sammen over tid, og så skal vi bevæge os med lidt inspiration fra gymnastikkens verden. MGP-pigerne er et pigehold for årgang 2020 og alle kan være med uanset niveau. Sammen skal vi have en børnefest – så kom og leg med.
Første træningsgang er torsdag den 29. august 2024.
Instruktører Liselotte og Stine
Multisport er for friske drenge og piger fra årgang 2018. På holdet vil vi skifte mellem forskellige aktiviteter. Vi skal have bolde, bat, mål og madrasser i spil. Vi skal med andre ord udfordre vores motorik gennem driblinger, kast, spark og spring, gennem alt fra basket og håndbold til o-løb, miniton og springgymnastik. Holdet er for børn med opbakning fra forældre – nogle øvelser er sjovest med forældrehjælp, mens andre skal udforskes på egen hånd – vi finder en god struktur, når vi er startet. Jeg håber, at I vil være en del af holdet og fællesskabet.
Første træningsgang vil være torsdag den 5. september 2024.
Instruktører Annemette, Christina og Victoria
Holdet er for dem der gerne vil blive bedre til at slå vejrmøller, stå på hoved/hænder og kunne udføre øvelser som overslag, flik-flak, saltomortaler m.fl. Træningen vil primært bestå af stationstræning hvor gymnasterne vil blive opdelt i mindre grupper for at øve enkelte øvelser, for på længere sigt at kunne sammensætte øvelserne til springserier. Endvidere vil vi lave en mindre rytmisk serie til brug ved opvisningen. Der vil være sjov opvarmning, hvor vi gennem leg bruger vores kroppe til både styrke, hop og dans til god musik – det hele mens vi selvfølgelig har det sjovt og laver en masse skæg og ballade.
Vi forventer, at gymnasterne kan basisøvelser og er trygge ved at slå kolbøtter, vende på hovedet, kan modtage og udføre en simpel besked, kunne grundtrin til vejrmøller og op-spark til at stå på hænder. Sæsonen afsluttes med en fælles gymnastikopvisning, hvor pigerne viser hvad de har lært i løbet af sæsonen. Vi glæder os til at se jer!
Holdet er uden forældre deltagelse. Forældrehjælp til øvelser kan dog fra tid til anden være nødvendigt. Ligesom vi forventer, at I forældre hjælper til under træningerne med praktiske gøremål, som fx at hjælpe egne børn på wc, oprydning af redskaber osv.
Første træningsgang er tirsdag den 3. september 2024.
Instruktører Anja og Christina
Turbotøserne er et spring- og rytme-gymnastikhold for piger årgang 2016/2017 og der er plads til alle, både begyndere og let øvede.
Holdet er for gymnaster, som synes, at det er sjovt at lære spring- og rytmegymnastik.
Vi møder vores gymnaster, på deres niveau og bygger videre derfra. Holdet er egnet for dem som har interesse i at udvikle sig gymnastisk og som har lyst til at tage imod guidning og øve sig for at blive bedre.
Der vil være mange gentagelser for at få de basale færdigheder på plads. Grundspring som håndstand, rondant (kolbøtter forlæns og baglæns) og vejrmøller øves som forudsætning for at lære fx araberspring, flik, kraftspring, walk over, salto´er (forlæns og baglæns) og skruer. Der vil være smidighedstræning og styrke, som vi leger ind. Vi vil lave små rytmeserier, som en del af vores opvarmning og som også indgår i opvisningsprogrammet. Det forventes, at man har lyst til at være med i hele træningen fra opvarmning til afslutning, for at være med på holdet.
Hvis man melder sit barn til holdet, skal man som forældre forvente at hjælpe til ved min. 5 træninger samt hjælpe med oprydningen af redskabsbane hver gang (oprydning starter kl. 17.10). Vi koordinerer forældrehjælpere via Holdsport.
Der kan muligvis komme en merudgift på opvisningsdragt.
Hvis der ikke er plads på holdet, så kan man skrive sig på venteliste.
Vi deltager i to opvisninger:
– DGI forårsopvisning i Roskilde Kongrescenter den 8.-9. marts 2025.
– VIF´s lokalopvisning i Vindingehallen lørdag den 5. april 2025.
Vi træner om onsdagen kl. 16.00-17.30.
Instruktører: Christina Kofoed Christensen og Anja Bjældager.
Hjælpeinstruktører: Anna Barfoed, Sophie Kortzau, Evelina Manukian og Ellinor Forrestal.
Første træningsgang er onsdag den 28. august 2024.
Instruktør Maria
Børneyoga hjælper barnet til at styrke sin indre kerne, både fysisk og mentalt. Når barnet kan mærke sig selv og kender sin krops evner, er det også nemmere for barnet at finde ro og mod, hvilket styrker barnets selvværd og evne til at fokusere. Yoga kan derfor også være et godt supplement til øvrige sportsgrene.
Yogatimerne vil være en kombination af enkeltvise yogaøvelser på vores egne måtter samt partnerøvelser og yogalege i salen. Vi er der nemlig både for at finde ro i os selv og for at finde ro sammen. Vi har altid et tema. Det kan fx være drømme, dyr eller hvad der optager børnene på holdet. Temaet vil skinne igennem yogatimen gennem historier og øvelser samt fælles snakke. Vi starter og slutter altid i en cirkel.
Holdet er uden forældre. I skal dog sidde klar hvis barnet skal på toilettet eller får brug for jer undervejs i timen.
Barnet skal gerne selv medbringe yogamåtte og tæppe. Ellers er der mulighed for at låne en gymnastikmåtte i salen. Medbring også gerne en flaske vand og en ekstra trøje, da der kan være koldt i salen.
Holdet ligger følgende lørdage i 2025 kl. 10.15-11.00:
25. januar – 8. februar – 8. marts – 15. marts – 29. marts.
Instruktører Elinor og Caroline
VIF’s rytme- og dansepiger er et rytme- og dansehold for piger årgang 2013-2015. På holdet er der plads til alle, både begyndere og let øvede.
VIF’s rytme- og dansehold er et hold for dem der godt kan lide at danse og bevæge sig, og har mod på at lære flere forskellige rytme- og dansesekvenser gennem sæsonen. Der vil også være fokus på lidt basal rytmeteknik og samtidig vil der være plads til masser af sjov og leg.
Alt dette vil ende med en MEGA fed opvisning, hvor vi viser alt det vi har lært gennem hele sæsonen. Første træningsgang er tirsdag den 27. august 2024.
Obs.
Vi vil i løbet af sæsonen tage fotos af deltagerne på vores hold til brug på vores hjemmeside, facebook-side og i foreningens foldere. Ønsker du ikke dette, skal du huske at give besked ved tilmelding.
Se venligst info omkring lukkedage her.
Vi glæder os til at se dig.
Alle voksenhold er fra 16+ år, bortset fra seniorholdet der er fra 55+ år.
Instruktør Christina
Træningen har fokus på kondition, mave, baller og lår. Vi laver forskellige styrkeøvelser for hele kroppen, vi gentager øvelserne flere gange og arbejder med egen kropsvægt og enkle træningsredskaber, såsom vægtstang og håndvægte. Der vil indgå et kort pulselement, hvor vi får pulsen op. Der er ingen koreografi og alle kan være med. Vi slutter timen af med udstræk. Kom og vær med – din krop vil elske dig for det.
Første træningsgang er mandag den 2. september 2024.
Instruktør Mie
Yoga med Mie om mandagen byder på yoga, hvor der er plads til alle. Du er med på præcist det niveau og i det omfang, der passer til dig, din krop og dit sind. Holdet starter med, at du ’lander på måtten’ og guides gennem en kort åbningsmeditation. Derefter vil du blive præsenteret for et varieret program af hathayoga, der altid foregår i et behageligt tempo. Afslutningsvist vil du få mulighed for at slappe af til en afspændende meditation, så effekterne af yogaen får lov til at manifestere sig. Yogatræningen styrker dine muskler, din koordination og balanceevne. Yogaen hjælper dig desuden med at skrue ned for tankerne og opnå et fokuseret og roligt sind.
Første træningsgang er mandag den 26. august 2024.
Instruktør Camilla
Crossfit inspireret træning for kvinder som kender til basisøvelser såsom squat, burpees, mavebøjning og armbøjninger. Ved hjælp af øvelser og udstyr fra crossfit verdenen, skal vi træne hele kroppen, svede og have det sjovt sammen.
Første træningsgang er onsdag den 28. august 2024.
Instruktør Susan
Yoga med Susan om torsdagen byder på bevægelse af hele kroppen, stræk af muskler, sener og bindevæv samt styrkestillinger, små flowserier, de noget længere stræk samt balanceøvelser. Nogle gange fokuserer vi på et særligt udsat område af kroppen, og giver det ekstra opmærksomhed. Du kan forvente et afvekslende program og at jeg guider dig ind i stillingerne, både ved at vise dem, tale dig igennem dem og ved at komme rundt og hjælpe. Vi afslutter alle timer med en dejlig meditativ afspænding og ro til krop og hoved. Medbring derfor gerne et tæppe du kan putte dig i. Der vil i løbet af sæsonen blive tilbudt online yoga, såfremt det kan passes ind i min tidsplan.
Første træningsgang er torsdag den 29. august 2024.
Dette ’hold’ er for jer, som gerne vil gå på mere end 2 hold om ugen. Du får her 4 hold for 550 kr. pr. hold og en fleksibilitet i ugen til at træne når du tid og lyst.
Læs gerne holdbeskrivelserne under de enkelte hold.
Instruktør Inger
Holdet er for mænd og kvinder, som ønsker at øge deres mobilitet. Vi vil lave motion på, ved og med stol, samt liggende øvelser. Der vil være fokus på kondition, smidighed, styrke, balance, lidt til hjernen og så skal vi selvfølgelig have motioneret lattermusklerne. Alt sammen til god musik.
Første træningsgang er tirsdag den 3. september 2024.
Obs.
Vi vil i løbet af sæsonen tage fotos af deltagerne på vores hold til brug på vores hjemmeside, facebook-side og i foreningens foldere. Ønsker du ikke dette, skal du huske at give besked ved tilmelding.
Se venligst info omkring lukkedage her.
Vi glæder os til at se dig.
Er du klar til at tage del i vores fantastiske fællesskab? Som medlem får du adgang til god træning, events og ikke mindst, en masse nye venner. Tilmeld dig nu – vi venter med åbne arme.
PROGRAM:
Kl. 10.00 Fælles fane indmarch – Nationalsangen synges
Kl. 10.15 Forældre/barn Mix 2022 v/Camilla og Karen
Kl. 10.27 Miniput Mix 2021 v/Marianne og Pernille
Kl. 10.40 MGP-pigerne 2020 v/Carina og Sara
Kl. 10.52 VIF´s rytme – og dansepiger 2013-2015 v/Elinor og Caroline
Kl. 11.05 Bold & Spring Multisport 2018 v/Liselotte og Stine
Kl. 11.18 Minispringpiger 2018 v/Annemette, Christina, Victoria, Johanne og Sara
Kl. 11.33 Turbotøserne 2016/2017 v/Anja, Christina, Anna, Evelina, Sophie og Ellinor
Kl. 11.50 Gæstehold: SIF Juniorpiger
Kl. 12.15 Fælles afslutning og fane udmarch
NB. Der tages forbehold for ændringer
Entre: Betales via eventet på Holdsport eller i døren via MobilePay.
Børn 0-15 år: Gratis
Voksne 16+: 25 kr.
Caféen vil være åben under hele opvisningen.
Skulle du være interesseret i at være instruktør for et voksen- eller børnehold i gymnastik, dans eller spring – eller er gymnastikudvalget måske mere noget for dig – så tøv ikke med at tage fat i en fra gymnastikudvalget.
Du vil blive modtaget med åbne arme.
Vil du være en helt uden kappe? Bliv frivillig hos os! Vi lover sjove opgaver, nye venner og uanede mængder af high-fives. Læs historier fra vores frivillige superhelte og meld dig til her!
Her kan du møde alle vores dygtige og super friske instruktører og hjælpeinstruktører 🙂
Kunne du tænke dig at blive instruktør eller hjælpeinstruktør hos os, så kontakt os endelig på
Vi tilbyder uddannelse, så vi sikrer, at alle instruktører er klædt på til opgaven.
Instruktør på Bold & Spring Multisport 2018.
Instruktør på Forældre/barn Mix 2022.
Instruktør på Stram op.
Instruktør på Miniput Mix 2021.
Instruktør på Miniput Mix 2021.
Instruktør på Yoga.
Instruktør på Turbotøserne 2016/2017.
Instruktør på VIF’s rytme- og dansepiger 2013-2015.
Instruktør på Yoga.
Instruktør på Turbotøserne 2016/2017.
Instruktør på Børneyoga 2015-2017.
Hjælpeinstruktør på Turbotøserne 2016/2017.
Hjælpeinstruktør på Turbotøserne 2016/2017.
Instruktør på VIF’s rytme- og dansepiger 2013-2015.
Instruktør på Minispringpiger 2018.
Hjælpeinstruktør på Turbotøserne 2016/2017.
Instruktør på Cross-træning.
Hjælpeinstruktør på Turbotøserne 2016/2017.
Instruktør på Minispringpiger 2018.
Instruktør på MGP-pigerne 2020.
Instruktør på Minispringpiger 2018.
Hjælpeinstruktør på Bold & Spring Multisport 2018.
I gymnastikudvalget tegner vi VIF’s gymnastikafdeling, og vores primære fokus er, at skabe masser af glæde og gode oplevelser ved at bevæge sig.
Vi er alle blevet valgt ind i gymnastikudvalget, efter at vi selv har ønsket at stille op til valg (der er sjældent kampvalg 😉 Vi er derfor alle med i udvalget, fordi vi synes, vi har noget vi kan bidrage med til gymastikken, og fordi vi gerne vil lave et godt gymnastik-tilbud til børn, unge og voksne i Vindinge.
Vi er altid åbne overfor nye ideer, input, feedback og dialog, så ta’ endelig fat i os, hvis der er noget du gerne vil vende med os.
Vi arbejder alle som frivillige i udvalget i vores fritid.
Foreningslivet kan ikke klare sig uden frivillige og masser af opbakning fra lokalområdet. Vi håber derfor, at du vil være med til at bakke op om vores initiativer og give en hånd med i ny og næ, fx til nogle af vores arrangementer.
Hvis der er spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte os.
gymnastik@vindinge-if.dk
Bedste hilsner
Gymnastikudvalget
Formand og kasserer
Lisbeth Feddersen
Udvalgsmedlem
Aase Frederiksen
Udvalgsmedlem
Jeanette Stina Freundlich
Udvalgsmedlem
Anne Sofie Kirkegaard Wiwel
Udvalgsmedlem
Kasper Krogh Helbaek
© 2025 Vindinge Idrætsforening – Designet af Aveo web&marketing
Vi og udvalgte tredjeparter bruger cookies eller lignende teknologier til tekniske formål og, med dit samtykke, til andre formål som anført i cookiepolitikken.
Du kan frit give, afvise eller trække dit samtykke tilbage til enhver tid ved at få adgang til præferencepanelet. Hvis du afviser at give samtykke, kan visse funktioner blive utilgængelige.
Brug knappen "Accepter alle" for at give dit samtykke. Brug knappen "Afvis alle" for at fortsætte uden at acceptere.